1544               Joakim Rønnow 
Bispernes arrestation
Rønnow

Dragsholm i Odsherred, Roskildebispens borg, hvor Joachim Rønnow sad som kongens fange. 

Den første af bisperne som atter kom i kong Christian III.'s nåde, var Ivar Munk, Ribe. Han sad fanget på Vordingborg Slot, og allerede dagen efter herredagens afslutning underskrev han et forpligtelsesbrev, der anerkendte det skete. Kort efter blev han forlenet med Ribe bispegård, som han fik afgiftsfrit på livstid. I februar 1539 døde han og efterlod sig trods sit kirkelige kyskhedsløfte tre børn. Hans brodersøn og medhjælper Oluf Munk kom fri i maj 1537 og forlenedes med Tvis Kloster. Til hans løsladelse knyttedes den mærkelige bestemmelse, at han inden år og dag skulle indgå et kristeligt ægteskab. Han giftede sig da med kongens feltherre, Johan Rantzaus broderdatter. Ove Bille var endelig, i september 1536, blevet fængslet, da han nægtede at udlevere Silkeborg til kongen, men i juni 1537 var han rede til forlig og fik derefter livsbrev på Skovkloster ved Næstved. Den gamle bisp blev til sin død behandlet med stor ærefrygt og levede som en lille fyrste omgivet af sin hofstat. I august samme år kom ærkebisp Torbern Bille og Odensebispen Knud Henriksen Gyldenstjerne fri. Ærkebispen fik Bosø (Bosjö) Kloster og levede resten af sit liv i absolut ubemærkethed. Odensebispen giftede sig med Jytte Podebusk og var til sin død 1560 optaget af at samle gods. Endelig blev Viborgbispen Jørgen Friis forlenet med Vrejlev Kloster i Vendsyssel, efter at han i 1538 havde fået forlig. Han opnåede i 1542 endog at blive genoptaget i rigsrådet. Ved sin død efterlod han sig en datter.

Tilbage var de to bisper, der stærkest havde modarbejdet Christian III. Stygge Krumpen og Joakim Rønnow, ironisk nok to af de gejstlige, for hvem den katolske lære betød mindst. Der er ting, der tyder på, at kongen kun med stor betænkelighed gik ind på forhandling om deres løsladelse. Men med elleve adelsmænds kaution slap Børglumbispen fri 1542 og fik Asmild Kloster på livstid. Om den tidligere Roskildebisp blev forhandlingerne langvarige. Han har ved arrestationen næppe selv været i tvivl om, at hans sag stod dårligt, om end han har regnet med at komme på fri fod ved sine mægtige frænders bistand. Om hans forberedelse til fangenskabet på Dragsholm vidner et papir i Rigsarkivet, hvorpå er anført udlæg til bispens garderobe og køkken. Han får 6 alen damask til en trøje, andet stof til yderligere to trøjer, 6 alen til et par sorte hoser, 8 alen til en kjortel, og 6 alen gråt sardug til fór. Til hverdagskåbe medgår 6 alen gråt engelsk klæde, og dertil får han hue og sko. De fleste af stofferne koster 1 guldgylden pr. alen. Til den ensformige fangekost, han forudser, medbringer han forskelligt krydderi, således et kvart pund safran, der koster 10 gylden pundet, et halvt pund kanel, et pund ingefær og en top sukker på 7½ pund.

I den følgende tid flyttedes Joakim Rønnow fra fængsel til fængsel. En tid sad han som farlig statsfange på Visby, mens frænderne stadig arbejdede på hans frigivelse; selv svenskekongen og protestanten Gustav Vasa, til hvem Rønnow var næstsøskendebarn, gik i forbøn for ham. I 1544 førtes han til København, men inden et forlig blev opnået, døde han her i en alder af ca. 50 år. Han efterlod en søn med Anna Lunge, der var eller blev nonne i Maribo Kloster. Fem år senere påstod Joakim Rønnows søstersøn, Christoffer Urne, at hans morbroder var blevet forgivet, og sigtede direkte Johan Friis herfor. Joakim Rønnow havde været en farlig mand for Christian III., i virkeligheden den eneste af bispepartiet, der havde evner og vilje til at føre kampen for bispernes sag igennem. Kongen vidste dette og trak sagen i langdrag, men det er utænkeligt, at kongen skulle kunne have holdt en så fornem mand i fangenskab i ubegrænset tid. Det ville have været for stor en skamplet på slægten. Overhovedet spiller slægtskab og standsfølelse i denne tid en rolle, som man i dag har svært ved at fatte. De danner loyalitetsbånd på tværs af meningsforskelle og religiøse anskuelser - ja, ofte på tværs af personlige uoverensstemmelser. Kun stridigheder om gods og jord kunne nu og da tilsløre denne loyalitet. Da hændte det, at " frænde var frænde værst".

Ingen af de danske prælater var gjort af martyrstof, og for de fleste af dem var den verdslige magtstilling det væsentlige; efter nederlaget kunne kongen købe deres loyalitet ved forleninger. De døde, som de havde levet, som adelige godsherrer. Kun Rønnow indhentedes af skæbnen, før en lignende ordning kunne opnås for ham. Derved kastedes et ufortjent skær af martyrium over ham.